At markedsføre sig inden for rekruttering er stadig noget, der er forholdsvist nyt på markedet. Der er stor erfaring inden for HR og markedsføring, men kombinationen er et nyere emne inden for talent management. Der er masser af muligheder for at effektivisere din rekrutteringstaktik ved at lade dig inspirere af både HR og almindelige markedsføring.
Det gælder om at skabe den optimale ansøger “kanal”, rute eller rejse, som vil tiltrække de helt rette kandidater til de stillinger, der skal fyldes. Det kræver den rette strategi, og her kan vi hente hjælp fra markedsføringsverdenen.
Skab en ansøger “tragt”
Inden for marketing, snakker man ofte om en marketing “funnel”, altså en tragt. Den er med til at visualisere den kunderejse, som man lægger sin strategi efter. Det handler om, at kunden først og fremmest skal blive opmærksom på det behov, de har. Det behov er typisk et produkt eller en service. Det er toppen af tragten. Hernæst kommer interesse og overvejelse, hvor kunden specifikt begynder at lede efter det produkt, de har brug for. Sidst kommer beslutningen, hvor kunden ved, hvad de har brug for, og nu blot skal finde den rette forhandler.
Når det kommer til rekruttering og talent management bliver kunden i tragten udskiftet med en ansøger. Men ellers er princippet faktisk det samme. I stedet for en kunderejse, taler man i stedet om en ansøgerrejse eller kandidatrejse. Som rekrutteringsmedarbejder gælder det her om at have de rette strategier for de tre dele af “tragten”. Her er den røde tråd at respektere kandidatens tid og energi.
Tiltræk opmærksomhed
I toppen af tragten er det vigtigt, at din virksomhed er synlig for kandidater. Her bør man huske, at kandidaterne kan være i forskellige situationer. Nogle er måske ledige og aktivt søgende, mens andre er mere passive. Hvordan deres situation ser ud, vil i høj grad påvirke, hvor længe de befinder sig i den første del af tragten.
For at skabe opmærksomhed omkring virksomheden og dens brand, er tilstedeværelsen på de sociale medier enormt vigtig at arbejde med. Vær aktiv og sørg for at interagere med følgere på de forskellige platforme. Og det betyder ikke bare, at man skal svare “Tak for kommentaren”, når en potentiel kandidat har kommenteret på et opslag. Vær autentisk og vis interesse i personen.
Vær værd at overveje
I dit talent management arbejde, er det vigtigt at gøre det nemt for kandidaten at ansøge. Når kandidaten er i midten af tragten, er han eller hun ved at overveje at søge hos jer. I har allerede gjort personen interesseret – nu skal det gøres nemt og attraktivt at sende en ansøgning.
Udover at poste velskrevne jobopslag, der er nemme at finde, skal der også lægge stor vægt på at holde kontakten, så snart ansøgeren har sendt sin ansøgning. Her handler det igen om at udvise respekt for den tid og energi, kandidaten har lagt i ansøgningen. Sørg for at holde kontakten. Hvis der kommer forsinkelser, så informer ansøgerne om dette. Lad dem for alt i verden ikke føle sig glemt eller holdt udenfor.
En klar beslutning
I den sidste ende af kandidatens rejse kommer beslutningen. Den finder sted efter jobsamtalen og er typisk den mest stressende del af processen for en ansøger, og godt talent management arbejde består derfor af at være klar og informativ.
Ligesom med ansøgningen, så husk at holde din kandidat opdateret. Er der forsinkelser, så meld det ud. Er der andre, der gerne vil snakke med kandidaten inden det endelige valg, så få det planlagt hurtigst muligt. Sørg for at behandle ansøgerne med respekt og vis dem, at de bliver prioriteret.
Med de rette strategier til hver del af ansøgerrejsen, kommer du godt i mål med en succesfuld ansættelse. Respekt for kandidaternes tid, energi og kompetencer kombineret med evnen til at holde kontakten er med til at gøre oplevelsen positiv for både dig og din nye ansatte samt alle de andre kandidater, der ikke blev valgt. Hvis de er blevet behandlet godt, er der gode chancer for, at de vil have lyst til at søge jobs hos virksomheden igen i fremtiden.